Materiale til 6. klasse

Særlige materialer til 6. årgang

Farvet A3 papir/karton, som de gamle og de nye tekster sættes op på.

Lektion 1-2: 

Fastsættelse af mål for forløbet

  • Gruppedrøftelse: Hvad betyder ”Genforening”, samt hvad ved vi om ”Genforeningen 1920”? Herefter klassedrøftelse og opsamling.
  • Vis ”Billeder fra Genforeningen”. Snak om, hvad I ser og fortæl historien.
  • Gruppedrøftelse – hvilke spørgsmål kunne man stille til ”Genforeningen”? (Hvornår, Hvordan, Hvorfor, Hvad osv.)
  • Fastsæt målene for forløbet sammen med klassen ud fra spørgsmålene og hæng dem op/gem dem, så de kan findes frem ved hver lektion.

Grænser og tilhørsforhold

Eksempler på nedslag:
Minut 04.46 – Danmarks grænser i 1444 – Danmark var et stort land!
Minut 09.12 - Danmarks grænser i 1860 – krige havde gjort os mindre
Minut 09.15 - Krigen i 1864 efterlod et noget mindre Danmark
Minut 09.51 - For 100 år siden - d. 15. juni 1920 - blev grænsen flyttet til sin nuværende placering

  • Giv eleverne tid til at stille spørgsmål om grænser.
    Kig på verdenskort og snak om hvordan grænser er trukket – bjergkæder, natur, vand, ”lineal”
  • Se Hva rache det dæ? 
    Hvad taler hun om? Har I set andre sidde på den måde og tale til ”folket”? Hvorfor alle de kager?
  • Tag udgangspunkt i jeres geografiske placering i forhold til Kongeåen – hvor ville I have været – lige nu – hvis Genforeningen ikke havde fundet sted? Kender I nogen, der ville have boet i Tyskland nu?
  • Gruppe- og klassediskussion: Hvad tænker I kan give problemer for mennesker, hvis man flytter en grænse?

Lektie:

Gå hjem og find ud af, om der er historier fra Genforeningen i din familie eller omgangskreds. Skriv stikord.
Skriv besked til forældrene om opgaven.

Lektion 3-4:

Grænser og tilhørsforhold

Lad grupperne finde svar på spørgsmålene til videoen – se eventuelt videoen to gange.
Alternativt kan spørgsmålene bruges som tjekliste af lærer.

Nationale tilhørsforhold

Lektion 5-6:

Fra dansk til tysk til dansk igen

I 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Tyskland, da Danmark tabte krigen.

Herefter kom der 56 år, hvor man ikke måtte tale dansk, flage med dansk flag, eller ”være dansk” på nogen måde. (Vi havde gjort det samme tidligere, så ingen har noget at lade hinanden høre!)

  • Vis tidslinje samt kortet i artiklen grænser gennem tiden. Tegn selv på klassen eller i grupper en tidslinje med årstal og overskrifter for vigtige begivenheder.
  • Lav fælles opsamling – eventuelt med en fælles tidslinje på væggen.

Lektion 7-8:

Modersmålet – det handler om sproget

Hvad betyder ordet ”modersmål”?

”Modersmålet” i Skibelund Krat blev afsløret i 1903, og er placeret med fronten mod Kongeåen – og altså mod dét, der i 1903 var Tyskland, hvilket var med fuldt overlæg.

  • Læs om Modersmålet sammen.
  • Læs teksten til og lyt til ”Det haver så nyligen regnet” i grupper.
    Lad dem lede efter formuleringer, der kan betyde noget andet – brug gerne nettet. Hver formulering sættes op på væggen med alternativ – vers for vers.
  • Opsamling i klassen
  • Da Nordslesvig blev en del af Danmark i 1920, følte de tyske mindretal sig stødt af teksten. Hvorfor mon?
  • Læs teksten til "Det har været et vildt og voldsomt regnvejr” og lyt til den
  • Snak om den nye tekst – hvordan bruger Sigurd Barrett sproget, i forhold til ”den originale”? Kan hans tekst også forstås på flere måder? (Hint: Moderne Samfundskritik)

Lektion 9-10:

  • Omskriv tekster – ét modersmål, ny tid
    Lad grupperne vælge én af teksterne, der alle er skrevet i den periode, hvor Nordslesvig var en del af Tyskland og lyt til sangen: Danmark, nu blunder den lyse nat - Jeg elsker de grønne lundeMidsommervise - Se, nu stiger solen af havets skød – I Danmark er jeg født.
  • Snak om sprog, hvordan Danmark fremstilles etc. 
  • Teksterne fortolkes til nudansk – akkurat som Sigurd Barrett har gjort.
    Der kan rappes, oplæses, tales og synges… (Versefødderne er ikke det vigtigste).
    Herefter klippes både den originale og den nyfortolkede version til, og sættes ved siden af hinanden på et stykke A3.

Lektion 11-12:

Præsentation af tekster

Ekstra udfordring for de hårde

Læs mere om Modersmålet på Vejen Kunstmuseums hjemmeside og lyt til lydfortællingen om kunstens rolle i Skibelund Krat – lad dem fortælle for resten af klassen.

Eleverne kan også prøve kræfter med quizzen om Skibelund Krat.